Nede i anlægget holder resterne af julen til. Det er her de frostne juletræer søger hen når der ikke længere er nogen der gider ha dem i stuerne. Jeg vil tro der står en hel skov på bunden af den stivfrostne sø. Når vinteren er værst vokser de igen. De søger opaf isen med deres ranglede toppe, som tror de at julen kommer tilbage. Susi angriber dem når hun ser dem. Men hun kan ikke bide alle de sindsyge graner i stykker. Det er som en højtid der ikke vil dø. træerne er jo fældet for længst. De gror heller ikke op af jorden. De gror på bunden af blade og slam og skildpadder i dvale. Nu er vinteren næsten væk, men for et par uger siden stod der en skov af brune zombie graner på isen i anlægget.

Ude midt i Rude skov ligger der en pude

Mange dage gik vi bare i skoven. Vi havde ikke noget formål. Andet end at lære at gå, og se på efterårsstormens knækkede træer. Barnevognen var vores kampvogn. Virkelig terrængående. Pusletaske var rød og hvid. Rød udenpå og hvid indeni. Hvad vej ligger sproget far? jeg mener det er den vej. Nej den vej fører til Bøgelunde. Så må det være den anden.

Anker med hunden

Nede på byens eneste bænk sad Anker. Han havde en hund og en tilbudsavis. Engang havde han arbejdet på godset men så var han blevet kørt over af en lastbil, og havde slået hovedet. Han boede henne på det grønne stykke der var til salg. Byggemodne grunde sælges billigt. Der lå dengang 4 huse. Ankers og 3 til. Jeg husker vi snakkede tit sammen. Der var Anker og så var der Ivan. Det var mine venner dernede. De gik begge 2 nogen enorme ture hver dag. 10 - 20 km. Anker gik en anden rute end Ivan. Anker var barnefødt i Rude.  Henad 14 nåede han frem til bænken. Så sad han der med sin tilbudsavis og vinkede og hilste på alle biler og busser der kom forbi. ALLE. Om natten var det min bænk, men om dagen var det Ankers.

Det var en mærkelig tid. Sygdom og fødsel kom ligesom oveni hinanden. Min far kunne ikke rejse særligt langt. Han var svækket, men dog stadig sig selv.
Han indtog enorme mængder snaps for at holde angsten fra livet. Men der var timer hvor familiefesten var en fest. Mine storebrødre forsvandt i Rude skov men sendte lange sms beskeder om ting de så på vejen. Min mor var meget nervøs, og utryg ved hele arrangementet. Men hun blev ved med at sige det var "en jättesnyg lilla unge." Samtidig blomstrede alle træerne. Der var så grønt om omkring det røde hus.
For at bevise min enorme modning som følge af barn og hus, arrangerede jeg en tur til bisserup lodskro i "eget fartøj" en citroen x
Det var en sort citroen som kunne hæve sig magisk på særlige franske fjedre. Den er fra 1950 far. Oprindeligt har den tilhørt en officer fra garderhusarerne i slagelse forklarede jeg. Min far var mere optaget af om der var askebægre i bilen. Det var der.

Stilhed

Der var ingen lyd dengang. Vi parrede os i stilhed. Og elskede hinanden uden lyd. Ind i mellem fortalte vi omfattende historier der krævede store fakter, men det var sjældent for landskabet ved Bisserup er desperat smukt i sig selv. Ind imellem tog vi ud i naturen for at se kornet bevæge sig på en mark. Så stod vi der og følte vi var i pagt med kornet, vinden. Vi glemte sproget i de år. Og genfandt vi det, lagde vi det ned i kælderen i kassen: "glemte ord og brokker - lejligheds tam tam tale."

Dette var en af de dage hvor jeg vidste jeg havde fået en datter

Vi havde et moreltræ som folk valfartede til fra nær og fjern. Det afgav millioner af bær, og var vores kilde til kontakt med både lokale og folk som udgav sig for lokale. Det var en dejlig tid, men også desperat. Vi kom fra en lille lejlighed på Vesterbro, og havde købt huset fordi det var et hus. Det lå 100 meter fra landevejen, derfra var der halvanden time til motorvejen. Min far var syg og pludselig var jeg i besiddelse af en datter.